Dukkah – det lille drys som gør en stor forskel

Dukkah er et sprødt, krydret nøddedrys som klæder mange retter. Det giver lige det ekstra ”pift” til et stykke dampet fisk eller ovenpå hummus. Din omelet eller de grillede grøntsager får også et løft med dukkah som drys. Det kan sættes på bordet ligesom fingersalt med fare for, at det bliver stærkt vanedannende.

Ingredienserne nedenfor er et udgangspunkt for din egen dukkah blanding. Du kan variere det med de nødder du lige har ved hånden, men for at kalde det dukkah skal der hasselnødder og sesamfrø i blandingen. Brug de krydderier, du bedst kan lide.

Opskrift af Katrine Kirk.

 

Ingredienser

– 100g hasselnødder
– 50g pistacienødder
– 1 dl sesamfrø
– 1 spsk stødt eller hel spidskommen
– 1 spsk stødt eller hel koriander
– 2 tsk stødt eller hele fennikelfrø
– 1/2 tsk chiliflager
– 1 tsk stødt kardemomme
– 1 tsk sort peber, friskkværnet
– 1 spsk flagesalt

Fremgangsmåde

  1. Hvis du bruger hele krydderier så rist dem ved mellemvarme på en tør pande, til de begynder at dufte kraftigt. Herefter stødes de i en morter eller kværnes i en minihakker.
  2. Alle de stødte krydderier blandes nu i en skål.
  3. Hak nødderne fint. Der må gerne være nogle stykker der er store nok til at give lidt sprødhed.
  4. Rist de hakkede nødder på på den tørre pande ved middelvarme til de begynder at tage en smule farve, hæld krydderiblandingen på og rør godt indtil det hele dufter kraftigt. Hæld det hele op i en skål.
  5. Rist sesamfrøene på en tør pande, til de begynder at knitre. Bland dem i nøddeblandingen.

 

Opbevar dukkah’en i tætsluttende glas i op til et par måneder. Holdbarheden forlænges hvis glasset står mørkt og køligt.

 

cta-image cta-image

Gå til shoppen

Køb økologiske kvalitets nødder

produkter