Denne falafelbowl med quinoa tabouleh og persillehumus blev faktisk skabt ved at spise rester til aftensmad.
Salatbowls er nemlig geniale til at få ryddet ud i køleskabet og få spist op.
Børn synes måske også det er sjovt, at få lov til at “designe” deres helt egen skål. På den måde bliver det sjovt og legende også for børn, at få lidt flere grøntsager ned i maven.

Vi har designet denne falafelbowl således:

  • I bunden ligger friske spinatblade
  • På toppen er der en quinoa tabouleh, falafler fra fryseren, samt en persillehumus.

(Opskrift på ca. 1 plade)

Ingredienser

  • 1 dåse kikærter
  • 1 spsk. tahin
  • 1 spsk. loppefrøskalder
  • 1 frisk chili (kan udelades)
  • 2 tsk. koriander
  • 2 tsk. spidskommen
  • Saft og skal fra ½ citron
  • 70 g havregryn

 

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 200 graders varmluft.
  2. Hæld vandet fra kikærterne over i en skål (dette kan kun gøres hvis det er økologiske kikærter som kun ligger i en saltlage, ellers brug 1 dl vand).
  3. Tilsæt derefter loppefrøskalder til vandet, rør og lad stå i ca. 10 minutter.
  4. Hak chili fint
  5. Tilsæt nu alle ingredienser, undtagen havregryn, til skålen.
  6. Brug en stavblender og blend det hele godt sammen, indtil der hverken er klumper eller hele kikærter i blandingen.
  7. Hæld derefter havregryn i blandingen og rør sammen med en ske.
  8. Form nu falaflerne og sæt dem på en bageplade.
  9. Falaflerne skal have ca. 15-20 minutter i midten af ovnen.
  10. De er klar til servering med det samme eller kan fryses ned, når de er helt afkølet 🙂

Opskrift på persillehumus:

Ingredienser

  • 100 g tørrede kikærter (lægges i blød natten over) svarer ca. til en dåse kikætter
  • 1 dl vand
  • Saften fra en halv citron
  • 1,5 spsk. tahin
  • 2 fed hvidløg
  • 2 tsk. spidskommen
  • 1 tsk. koriander
  • En håndfuld persille
  • salt og peber

 

Fremgangsmåde

  1. Hvis du bruger tørrede kikærter sættes koges de som det første i ca. 1 time, og skal være helt afkølet inden du kan lave din humus. Hvis du bruger dåse kikærter, kan du lave din humus med det samme
  2. Alle ingredienser blandes sammen og blendes til en fin og cremet konsistens – og så er den klar til servering med det samme
  3. Det gør ikke noget, at din humus står på køl et par timer inden servering for at trække smag 🙂

 

Opskrift på quinoa tabouleh:

(Tilbehør til 4 personer)

Ingredienser

  • 4 dl quinoa
  • 1,5 dl pinjekerner
  • 1 agurk
  • 2 rød peber
  • 4 tomater
  • 5 stængler bladselleri
  • 1 stort løg
  • En håndfuld persille
  • En håndfuld koriander
  • En håndfuld mynte
  • 1,5 citron – brug både saft og skal
  • 4 spsk hampefrøolie
  • Salt og peber

 

Fremgangsmåde

  1. Quinoa koges efter anvisning som det første, og derefter skal den køles helt af
  2. Pinjekerner tørr-istes på en pande og stilles ligeledes til side og køles helt af
  3. Grøntsagerne snittes helt fint og hældes over i en skål
  4. Tilsæt afkølet quinoa og rør
  5. Krydderurterne hakkes også helt fint og tilsættes skålen sammen med pinjekerner
  6. Riv citronskal over salaten og pres saften ud og tilsæt olie, salt og peber og bland det hele godt sammen.
  7. Stil gerne din tabouleh på køl i nogle timer før servering – på den måde vil den trække ekstra smag

Vi håber denne opskrift kan inspirere dig til at designe endnu flere forskellige salatbowls sammen med venner og/eller familien

Velbekomme 🙂