Koldhævede græskarboller med ølandshvede
Disse græskarboller med ølandshvede kan hurtigt blive en fast del af morgenbordet i weekenderne, hvor man har ekstra tid til at slappe af 🙂
Boller er nemme at lave – dog skal man huske, at dejen skal hæve i køleskabet i minimum 6 timer og gerne natten over. Så lad det blive en rutine, at lave dejen aftenen inden, og voila – så har du friske hjemmelavede boller til weekendbordet næste morgen.
Opskrift til ca. 8 boller
Ingredienser
- 5 dl lunkent vand
- 1/4 pakke gær (svarende til 12,5 g)
- 150 g rugmel
- 150 g ølandshvedemel
- 200 g hvedemel
- 1 spsk. dadelsirup eller anden sødme
- 60 g græskarkerner
- 30 g chiafrø
- 1 tsk. salt
Pynt:
- Græskarkerner
Fremgangsmåde
- Opløs gær og salt i vand
- Tilsæt græskarkerner, chiafrø, dadelsirup og rugmel og rør godt.
- Tilsæt hvedemel og ølandshvede lidt af gangen, mens du rører godt i dejen.
- Dejen skal være ret våd, når alt melen er rørt i.
- Stil nu skålen med dejen i køleskabet beklædt med folie i minimum 6 timer (gerne længere).
- Varm ovnen til 225 graders varmluft.
- Form bollerne ved hjælp af to store skeer og sæt dem på en bageplade.
- Drys nu med græskarkerner over bollerne.
- Sæt bollerne i midten af den opvarmede ovn og bag dem i ca. 20 minutter.
- Lad bollerne stå og køle af i 10 minutter inden servering.
Velbekomme og rigtig god morgen 🙂
Print opskrift: