Ja, noget så “eksotisk” som øllebrød, kan faktisk godt se yderst lækkert og farverigt ud!

Vi har taget en gammel og traditionel klassiker, som de fleste sikkert har fået serveret som barn, og “peppet den lidt op”.  Faktisk stammer øllebrød helt tilbage fra middelalderen, hvor det var normalt at dyppe sit brød i opvarmet øl om vinteren til morgenmad. Retten har dog hængt ved, både grundet den enkle opskrift og det nærende indhold.

Hvis du har lidt tørt og kedeligt rugbrød tilovers, så sæt det i blød natten over med lidt vand, øl og sirup. Så er der en hurtig, lækker og næringsrig morgenmad næste dag 🙂 Øllebrød kan også sagtens spises som en aftensnack inden sengetid.

På billedet har vi hældt kokosmælk, blandet op med lidt vanilje, sirup og citron, over den traditionelle øllebrød, for at give den ekstra smag 🙂 Derudover har vi tilføjet topping i form af lidt forskellige nødder, her økologiske pistaciekerner og cashewnødder, samt granatæble og blåbær! Mums!

 

Opskrift til 2 portioner:

Ingredienser til øllebrød

  • 250 g rugbrød (du kan finde en opskrift på rugbrød her)
  • 3 spsk. agavesirup
  • 2 dl øl, eksempelvis hvidtøl
  • 2,5 dl vand

Topping: 

Du kan variere valget af topping efter din egen smag og efter sæsonens udvalg frugter og bær. I denne opskrift har vi brugt følgende ingredienser som topping til vores øllebrød.

  • Blåbær
  • Granatæble
  • Cashewnødder (kan købes her)
  • Pistaciekerner (kan købes her)
  • Kokosmælk blandet op med: citron, vanilje og sirup

 

Fremgangsmåde

  1. Først røres øl, vand og sirup sammen.
  2. Skær rugbrød i mindre tern, og put rugbrødsternerne over i en gryde.
  3. Hæld nu øl-blandingen over rugbrødsternene og lad det stå og trække, enten i minimum 15 minutter eller natten over.
  4. Når rugbrødet er blødt op, sættes gryden på komfuret og der skrues op til middelvarme.
  5. Rør godt i din øllebrød, indtil den får den ønskede konsistens.
  6. Tilføj topping på din øllebrød og server med det samme.

Velbekomme! 🙂