Disse små urtedeller er et lækkert tilbehør til en sommermiddag med nyopgravede kartofler og en frisk salat.

De friske krydderurter giver en skøn smag, og solsikkekerner giver bid i dellerne. (De smager også rigtig godt dagen efter kolde)

I denne opskrift er brugt frisk mynte og persille, men udforsk endelig med andre urter!

Opskrift til ca. 15 stk. 

Det skal du bruge:

  • 1 dåse kidneybønner (svarer til 240 g kogte kidneybønner)
  • 1 lille løg
  • 2 fed hvidløg
  • 40 g havregryn
  • 70 g solsikkekerner (kan købes her)
  • 1 håndfuld frisk mynte
  • 1 håndfuld frisk persille
  • 1,5 tsk. spidskommen
  • Salt
  • Peber

Sådan gør du:

  1. Tænd ovnen på 175 graders varmluft.
  2. Hak hvidløg og løg fint og sauter på en pande, og sæt derefter til side.
  3. Hak krydderurterne groft.
  4. Bønner, krydderier, løg, hvidløg og urter blendes sammen til en ensartet masse med en stavblender.
  5. Rør derefter solsikkekerner og havregryn i massen.
  6. Form dellerne i ønskede størrelse og put i ovnen i ca. 12-15 minutter.