Ramsløgspesto

Ramsløgspesto

Ramsløgspesto

Når forårssolen rammer skovbunden gennem de nøgne grene, strækker de små ramsløgblade sig mod lyset.

De breder sig i store pletter, hvor løvskoven ikke er for tæt og hvor jorden er næringsnærig. Bladene kan ligne liljekonvaller, som er giftige. Er du i tvivl, så gnub et blad og lugt til dine fingre. Ramsløg har en kraftig duft af hvidløg, og de kan parfumere hele skoven omkring sig. Bladene kan høstes i april og maj. Når blomstringen begynder, bliver bladene grovere og de visner gradvist hen.

Ramsløg er en velsmagende urt som gør sig godt i salater, i din omelet, strimlede som drys på din mad. Alle de steder hvor du ville bruge rå hvidløg eller forårsløg kan du bruge ramsløg. Men en af vores yndlingsretter med ramsløg er pesto. Den smager så godt, at vi bruger den på alt muligt: til at vende de nye kartofler med, til at smøre på brødet under pålægget, til dressinger og til at marinere fisk, før de grilles. Pestoen holder sig længe i et lukket glas i køleskabet, men du kan med fordel fryse den ned i mindre portioner. Så holder den sig til næste år, hvis ellers du kan lade være med at spise det hele længe før.

Opskrift af: Katrine Kirk.

Ingredienser

  • 150 gram ramsløgblade
  • 100 gram cashewnødder
  • 150-175 gram olivenolie
  • 2 tsk. Salt
  • 1 tsk. Peber
  • 100 gram hård ost (f.eks. parmesan, vesterhavsost eller prima donna) 

Fremgangsmåde

  1. Vask ramsløg bladene godt og tør dem i rene viskestykker.
  2. Hak parmesan og nødder fint i foodprocesser.
  3. Tilsæt 150 gram olie, salt, evt. peber og ramsløg bladene.
  4. Kør det til en fin mos. Skrab massen ned af siderne et par gange undervejs.
  5. Tilsæt mere olie hvis du foretrækker den lidt mere flydende.
  6. Hæld pestoen på rene, skoldede glas med tætsluttende låg, eller pak den i fryseposer og læg i fryseren. 

Serveringsforslag:

Her er nogle ideer til, hvordan du kan servere din ramsløgspesto:

  • Vend den med nykogte nye kartofler.
  • Brug i stedet for smør i sandwiches og på rugbrød.
  • Brug den i dressinger, f.eks. til tomatsalat.
  • Rør den op med mayonnaise og spis den til dine fritter.
  • Mariner fisk med ramsløgpesto før den grilles.

Holdbarhed:

Ramsløg pesto er naturligt antibakteriel og holder sig i mindst en måned i et lukket glas i køleskabet. På frost kan den holde sig et år.

Velbekomme 🤎


Nyere artikler

Skriv en kommentar

Vær opmærksom på, at kommentarer skal godkendes før de bliver publiceret.